DET VANSKELIGE PARLØB

af Jette Sinkjær Simon
Dansk Psykolog Nyt, nr 21 årgang 2001.

Parforholdet er ikke klaret med to bankende hjerter og et ømt frieri. En dansk psykolog i USA fortæller om Imago Relations Terapi, som hun og andre benytter som model for terapi med par, hvis forhold består eller forgår.

Igennem nu 12 år har jeg haft klinik i Washington, og jeg er fakultetsmedlem på IMAGO-instituttet i USA, som siden etableringen har uddannet i alt 1500 parterapeuter. Jeg er desuden klinisk leder af den danske uddannelse i Imago Relations Terapi (IRT), som blev til i 1998.
IRT er udviklet af psykologerne Harville Hendrix og Helen La Kelly Hunt som en model for parterapi. Den anvendes nu også som en konfliktløsningsmodel inden for andre områder, bl.a. familieterapi og organisationsudvikling.
Da jeg i 1979 begyndte at arbejde med par og familier, følte jeg mig ofte inkompetent og ineffektiv - parforholdet medførte en række uoverskuelige variabler, som jeg ikke var uddannet til at behandle. Mit manglende kendskab til kærlighedsforholdets psykologi blev yderligere understreget af min egen skilsmisse i 1988. Jeg havde ledt længe efter en sammenhængende teori om parforholdet og om parterapi.
IRT skulle vise sig at imødekomme dette behov. Metoden er eklektisk, dvs. den bruger andres resultater og sammenfatter dem til et nyt hele. Inspirationen kommer fra dybdepsykologi, adfærdspsykologi, systemteori, gestaltpsykologi, TA og kognitiv psykologi.
Alle disse metoder har kunnet give os et vægtigt bidrag til forståelsen af individets psykologi. Men først når de blev bragt sammen i en ny syntese, blev de meningsfulde for kærlighedsforholdets psykologi.

Kvinder og mænd
Imago er det latinske ord for billede og refererer i denne sammenhæng til de tidligste erfaringer, følelser og forestillinger, vi bringer med os ind i parforholdet. Her vælger jeg at fokusere på den del af IRT, der er baseret på tilknytningsteorien og dens bidrag til forståelse af voksenlivets tilknytningsformer.
Imago parterapi har fokus på de udviklingsmæssige muligheder og på den følelsesmæssige interaktion. Der er tale om en effektiv måde at behandle de fastlåste interaktionsmønstre og følelsesmæssige reaktioner hos kriseramte par og samtidig skabe grundlaget for udvikling af trygge tilknytningsforhold, som i høj grad har vist sig at være knyttet til både fysisk og følelsesmæssig sundhed og velvære, til robusthed over for stress og traumer og til optimal personlighedsudvikling.
IRT kombinerer en eksperimentel mellemmenneskelig fokuseren på den indre personlige oplevelse - i særdeleshed affekttilstande - med et systemorienteret fokus på cykliske, selvforstærkende reaktionsmåder. Dette fokus på den følelsesmæssige reaktion og det indbyrdes samspil, og hvorledes disse skaber og reflekterer hinanden, giver genklang af det empiriske arbejde foretaget af John Gottman (1991).
Gottman understreger den negative affekts kraft, bl.a. som den kommer til udtryk i ansigtsudtrykkene, og bruger denne til at forudsige den længerevarende stabilitet og tilfredshed i et forhold såvel som den destruktive indvirkning af gentagne interaktionsmønstre som for eksempel at kritisere og forsvare sig. Den manglende evne hos konfliktramte par til at opretholde et følelsesmæssigt engagement er også blevet bemærket i denne forskning og forekommer at være mere væsentlig i forbindelse med at opretholde krisesituationen end selve antallet af uoverensstemmelser, eller hvorvidt uoverensstemmelser kan løses.
Der ser ifølge Gottman ud til at være forskelle i den måde, hvorpå henholdsvis mænd og kvinder regulerer den følelsesmæssige affekt. Kvinder ser ud til at være bedre i stand til at regulere deres affekt i mellemmenneskelige konflikter og er derfor tilsyneladende oftere at se i rollen som dem, der beklager sig. Deres mandlige partnere derimod trækker sig tilbage for på den måde at inddæmme deres affekt.
Inden for IRT taler vi om den minimerende og maksimerende energi: Når vi ubevidst forholder os til smerte ved at sammentrække, altså gøre affekten mindre, kalder vi denne tilpasning for minimerende, og når vi ubevidst forholder os til smerte ved at udvide, altså forstørre affekten, kalder vi denne tilpasning for maksimerende. I ethvert parforhold ser vi, at den ene partners primære adaptive stil er minimerende og den anden partners primære adaptive stil maksimerende.

Tilknytning
Gottmans grundige og empirisk underbyggede beskrivelse af parforholdets krisesituationer og hans evne til at forudsige de ægteskabelige konsekvenser antyder, at følelsesmæssige reaktioner og særlig selvforstærkende interaktionsmønstre er de mest velegnede områder at sætte ind på, når vi som psykologer arbejder med parterapi. IRT´s fokus er bl.a. at forstå og bevidstgøre partnerne om, hvordan følelsesmæssige reaktioner omkring umødte behov fra barndommen har afgørende indflydelse på voksenlivets intimitet.
Generelt har parterapien manglet en klar teori om voksnes intimitet og dermed en klar opfattelse af de primære mål med forandringsprocessen, og hvad der er det grundlæggende sunde i et givet forhold.
En teori, som er kommet meget frem i forsøget på at skabe et bredt teoretisk grundlag for at forstå voksenlivets intimitet, er tilknytningsteorien (Bowlby). Denne teori blev først udviklet i forbindelse med forældre-barn-forholdet og er nu også blevet anvendt på de voksne tilknytningsforhold.
I et tilknytningsperspektiv kan beskrivelsen af parforholdets konflikter bedst forstås ud fra begreberne "adskillelseskrise" og "usikre relationer". Tilknytningsteorien anfører, at påtrængende frygt, vrede eller tristhed automatisk vil opstå, når en tilknytningsfigur bliver opfattet som utilgængelig eller uden imødekommenhed. At søge og opretholde kontakt med andre bliver set som det primære motivationsprincip hos mennesker og er en medfødt overlevelsesmekanisme, hvis mål er at give os et trygt tilholdssted og en sikker base i en potentielt farlig verden (Bowlby 88).
Når tilknytningstrygheden er truet, vil vores affekt organisere forudsigelige reaktionsmåder. Bowlby foreslår, at det typisk er protest og vrede, som er de første reaktioner mod en sådan trussel, fulgt af en eller anden form for omklamring og søgen, som så igen følges af depression og fortvivlelse. Endelig kan der ske det, hvis tilknytningspersonen ikke reagerer, at der vil opstå afsondrethed og adskillelse.

Ja, måske, nej ?
Forskning i voksen tilknytning har ofte drejet sig om tilknytningsmåder. Disse måder kan ses i forhold til svaret på spørgsmålet: Kan jeg stole på, at denne person er til stede og til rådighed, når jeg har brug for hende eller ham?
Mange partnere svarer ja i troen på, at betydningsfulde personer i forhold til dem selv vil være der, når de har brug for dem, og oplever, at de er i stand til at stole på deres partnere. De har en sikker tilknytningsstil og har tendens til at opfatte andre som pålidelige og sig selv som attråværdige og værdige til at modtage omsorg. De er i stand til at bearbejde informationer om tilknytning, sende klare følelsesmæssige signaler, når deres behov for tilknytning opstår, og de føler sig selvsikre nok til at markere sig, når de står over for de forskelle og uoverensstemmelser, som vil manifestere sig i et hvilket som helst langvarigt forhold. Når og hvis et bånd bliver truet, kan de så reagere med effektiv fleksibilitet.
Men hvor svaret på spørgsmålet ovenfor er et henholdende måske og tilknytningen er nervøst usikker, har partnerne en tendens enten til at klæbe til tilknytningsfiguren eller aggressivt forlange forsikring om, at man er god nok - ofte ud fra en oplevelse af utilstrækkelighed eller ikke længere at være afholdt.
Og er svaret nej, vil de to være tilbøjelige til at undgå hinandens nærhed, idet de udtrykker en undvigende, frygtsom stil. Eller de har tendens til at fornægte deres behov for tilknytning og rubricere andre som upålidelige, samtidig med at de giver udtryk for en undvigende, afvisende tilknytningsstil. Det, der er vigtig for terapeuten at forstå, er at bag disse barrierer findes længslen efter kontakt stadig.
Tilknytningsteorien skitserer tilknytningsbehov som kontakt, trøst, sikkerhed og nærhed som integreret menneskelige - de er ikke udtryk for umodenhed, men naturlige behov. Det er altså ikke tilknytningsbehovene i sig selv, der er problematiske, men snarere den måde, vi udvikler og formulerer sådanne behov i en sammenhæng, der opleves som usikker. Selvet ses i forhold til andre snarere end som noget, der skal forstås ud fra selvtilstrækkelighed eller adskilthed.
Tilknytningteorien levner plads til både hensynet til selvet og systemet, indre oplevelse og den organiserede interaktion med andre.
Et tilknytningsperspektiv lader terapeuten fokusere på de umødte behov og længsler bag partnernes frustrationer. IRT tilskynder partnerne til at give udtryk for deres tilknytningsbehov. Dette perspektiv giver os også et nyttigt grundlag, hvorefter vi kan sætte problemfyldt adfærd ind i en ny ramme og gøre dem tilgængelig for reorganisering med henblik på at skabe interaktionsmønstre, som atter kan skabe bånd og kontakt mellem partnerne.

Holder det?
Igennem de sidste tyve år har forskere gennemført en række længerevarende studier af spørgsmålet: Hvilken adfærd har de par, som det lykkes for at blive i parforholdet, sammenlignet med de par, hvis forhold går i stykker?
Gottman og andre har identificeret konkrete områder, hvor disse par er forskellige fra hinanden. Ved at give en vurdering af disse områder i det konkrete parforhold er de nået til at kunne forudsige med 94 % nøjagtighed, hvilke par der ender med at blive skilt.
Hvilke former for kritisk adfærd er det da, som forudsiger parforholdets overlevelsesmuligheder?

1. Kendskab til hinandens verdener.
Studier antyder, at der er en markant forskel mellem de par, som ser ud til at lykkes, og de par, som ser ud til at mislykkes. Forskellen ligger i, hvor meget de to partnere kender til hinandens verdener. Kender din partner til dine aktuelle bekymringer, dine største årsager til stress for øjeblikket, til dine gode og dårlige øjeblikke i løbet af dagen i går? Ved han, hvad du plejer at tænke på vej hjem fra arbejde? Om partneren giver sig tid til at sætte sig ind i små detaljer i den andens verdener, er faktisk med til at forudbestemme graden af succes i ægteskabet.

2. At holde det positive for øje.
Forskningen lader ane, at når tæt tilknyttede partnere er vrede på hinanden, så undervurderer de de positive ting i deres forhold med 50 % sammenlignet med objektive iagttagere, som ser på videooptagelser af deres indbyrdes samspil. Eller hvis de virkelig lægger mærke til positive adfærdstræk, så vil de ofte undlade at anerkende dem. Forskningsstudier bekræfter, at en afgørende forskel mellem de ægteskaber, som lykkes, og dem, som mislykkes, er om partnerne lægger mærke til og anerkender de små, positive ting. De succesrige par husker og drøfter også mere hyppigt positive erindringer.

3. At række ud imod.
Forskningen antyder, at mennesker, som iværksætter små handlinger, der udtrykker omsorg og interesse, uden at der er skjulte betingelser indblandet, har meget større sandsynlighed for at forblive i et lykkeligt parforhold, end dem, som glemmer sådanne små handlinger. De succesrige partnere sørger i det hele taget også for en hyppigere kontaktetablering med partneren, ligesom de er bedre til at reagere på små udspil fra deres partnere. Den, som giver sig selv lov til at tage imod kærlig omsorg fra sin partner, og som også selv giver kærlig omsorg, skaber følelsesmæssige bånd, der er vigtige for at skabe succes i parforholdet - ligesom det skaber en større grad af velvære for den enkelte.

4. Vi-formen.
Nært tilknyttede partnere med succes i deres forhold planlægger deres liv sammen i stedet for at være underkastet rotteræsets ubønhørlige pres eller at søge den nemmeste udvej. De taler (og undertiden skændes og diskuterer de) med hinanden, indtil de kan nå til enighed om vigtige beslutninger og prioriteringer. De planlægger det store billede i deres liv sammen, og de bestræber sig på at støtte hinandens drømme, ligesom de også planlægger de små detaljer og diskuterer banale spørgsmål som: Hvornår er det bedst at lægge vores spisetider?

5. Blid over for barsk diskussionsform.
Alle par diskuterer og skændes indimellem, og der er ikke noget forhold mellem omfanget af diskussion og succes i ægteskabet. Der er imidlertid en klar sammenhæng mellem, hvordan en diskussion kommer i gang og forholdets succes i det lange løb. Studier antyder, at i 96 % af tilfældene kan resultatet af en diskussion forudsiges ud fra det, der sker i løbet af de første tre minutter i diskussionen. Partnere med succes beklager sig, men de undgår kritik og foragt.

6. At acceptere indflydelse.
Når der opstår uenigheder, vil nært tilknyttede personer umiddelbart tænke over rimeligheden i deres eget standpunkt, og de har en tendens til at fokusere på det urimelige i deres partners standpunkt. Imidlertid vil der på et tidspunkt i diskussionen ske det, at partnere, for hvem forholdet lykkes, vil være i stand til at erkende, at der er noget rimeligt i det, deres partner fremfører eller ønsker at opnå, selv om de ikke kan erklære sig enige i deres partners ønske eller synspunkt som helhed. De succesfulde partnere er også mere villige til at gøre mindre indrømmelser i stedet for at fremkomme med kategoriske afvisninger.

7. Effektiv genopretning.
Forskere er nået frem til, at partnere, hvis forhold er forudskikket til succes, meget ofte har den samme fremtoning som dem, hvis forhold er forudskikket til at have fiasko. Faktisk er der kun en adfærdsform ved en uoverensstemmelse, som i sig selv er en tilstrækkelig stærk indikator til at forudsige skilsmisse. Generelt er det evnen til at udbedre uoverensstemmelser eller rette op på mislykkede forsøg på at etablere forbindelse, der tilkendegiver en mulig succes. Par, som det mislykkes for, er næsten altid dårlige kombattanter, hvorimod par, som har held til at bevare deres forhold, kæmper dårligt ved en enkelt lejlighed, men klarer sig bedre i "næste omgang".

8. At undgå fastlåsthed.
Ifølge forskningen er omkring 69 % af de emner, som par ligger i strid om, noget som vil holde ved i forholdets lange løb, fordi det er emner baseret på meget fundamentale forskelle i personlighedens fremtræden, i værdier og anskuelser. Dette gælder både for de succesfulde og for de fiaskoramte parforhold. Forskellen mellem succes og fiasko har ikke noget at gøre med, om disse stridsemner bliver løst, men snarere med at parrene undgår at ende i fastlåsthed. Partnere, som har held til at bevare forholdet, er stadig til tider irriteret over den anden parts adfærd og holdninger. De har imidlertid evne til at mindske irritationen ved at forstå og understøtte de underliggende drømme og forestillinger bag ved den anden parts engagement og optagethed i forhold til stridsemnet.

Helhed og livsglæde
Forud for disse forskningsresultater var terapeuternes anbefalinger af, hvad der præcist skulle ændres i et givet forhold, baseret på antagelser om, hvad der var behov for at ændre, snarere end på konkret viden om, hvordan succesfulde par rent faktisk bærer sig ad. Denne viden er imidlertid ikke tilstrækkelig, for mange gange ligger udfordringen mere i forhold til motivation.
For at forbedre sit parforhold er det vigtigt, at vi lærer vores reaktionsmønstre at kende, sådan at man ved, hvad der sker i én, når man står i afgørende intime situationer. Det bedste bud på en anderledes reaktionsmåde kommer man frem til, når man uden besvær kan erkende, hvornår en automatisk reaktionsmåde bliver aktiveret hos en selv, og når man så i forhold hertil udvikler en evne til at skifte fra en indre tilstand til en anden.
En del af IRT´s mål er at få de involverede ind i en proces og et samarbejde, der som formål har den ubevidste dagsorden at genoprette vores oplevelse af helhed og livsglæde. Det overordnede mål med terapien er at blive bevidst, hensigtsbestemt, nuanceret og i stand til at acceptere den interpersonelle afhængighed af den anden og miljøet.
Jette Simon Sinkjær er cand.psych.