Fra Barn Til Partner
Imago-Terapi
Af Jette Sinkjær Simon

I imago-terapi er den første tese, at forberedelse til relationer er essentielt og ikke kun ønskværdig, hvis vi skal bevare kærligheden og skabe lidenskabelige og vedvarende forhold.

En ufuldendt barndom er den største hindring for at opnå det mål. Så den forberedelse, jeg hentyder til, handler om at bevidstgøre og fuldende barndomsbehovene sammen med din partner. Forberedelserne til at leve i et forhold er vigtige, hvis vi vil opbygge et bevidst samfund, hvor menneskelige relationer skaber heling og vækst.

Vi ser det som vores vigtigste mål at være med til at omskabe vores samfund ved at hjælpe folk med at skabe intime partnerskaber med helende strukturer. I sadanne sammenhænge vil vi som voksne trives og børnene vokse op med større tryghed og støtte. Den ide, at vi kan og bør forberede os til intime relationer, er stik imod den kulturelle visdom. Men billeder fra vores personlige og professionelle erfaring viser, at vi ikke længere naturligt ved, hvordan vi skal leve i et forhold. Vi bliver nødt til at lære det.

Det var så yndigt . . .
Hvad vi intuitivt ved, er, hvad vi ubevidst observerede i forhold til vores forældre og den kulturelle kontekst. Det er tydeligt, at det, vi har fært, er utilstrækkeligt. Når vi ser på den høje skilsmisseprocent, som er 50 procent i visse byer i USA, og når der er konflikter mellem grupper i alle kulturer, vold og krig i og imellem nationer, må vi som art til stadighed lære at leve med hinanden.

Et forpligtende parforhold giver os en optimal forudsætning for at opnå det næste revolutionære eller udviklingsmæssige trin, nemlig at kunne leve i intime relationer. Hvis vi ikke når dertil, er der kun et ringe håb om samfundændringer.
Det er interessant og pirrende, at vores kulturelle antagelser går stik imod denne grundholdning. Samfundet tilbyder det forvirrende budskab, at skønt autonomi og selvtilstrækkelighed er basalt for mennesker, så er det noget, der skal læres.
Samtidig lærer vi, at vi naturligt ved, hvordan vi skal leve i relationer. Det leder til den antagelse, som har vist os vejen i årevis, at når vores jeg-identitet er udviklet, så ved vi naturligt, hvordan vi skal leve sammen uden yderligere indlæring.

Vores erfaring viser dog, at vi har et naturligt behov for at være os selv og en naturlig lyst til at være i relationer, og at begge dele må læres. Det synspunkt kræver et skift i opfattelsen, et paradigmeskift, der fra det selvtilstrækkelige individ går mere og mere over i vores relationer som den primære virkelighedstruktur.

Tilsynekomsten af det nye paradigme er et intuitivt udtryk for vores bevidsthed, og at vi som art har behov at udvikle vores fokus ud over individet og dermed genfinde vores naturlige lyst til at være i relationer. I relationsparadigmet er livsmålet kontakt og empati, og inden for denne emotionelle atmosfære blomstrer autonomi og uafhængighed. Vores længsel efter relationer er naturlig og gensidig, og afhængighed er sundt. Nårvi forst har lært det i vores intime relationer, sa vil effekten mærkes i hele samfundet.

Personlighedstype
At finde denne sande kærlighed er en længsel, vi hører om i myter, poesi, kærlighedssange. Skjult i denne universelle længsel er troen på, at der er en bestemt person, som er rigtig for mig, og hvis jeg finder hende/ham, sa vil jeg for evigt være lykkelig.

Der er måske et glimt af sandhed deri, men en større sandhed er, at vi ikke længes efter en bestemt person, men efter en person med en bestemt personlighedstype, og derfor vil der jo være mange kandidater.

Nar vi finder en person, hvis personlighed matcher typen, så bliver vi forelskede og lever for en tid i illusionen om lykke. Problemet er ikke sæ meget at finde dem, men at beholde dem i vores liv eller forblive i deres. Romantikken svinger over i konflikter og drømmene over i desillusioner, vores drømmeprins bliver vores mareridts dæmon, og vi begynder måske at kigge efter en anden, som ser anderledes ud, men som det snart skal vise sig har tilsvarende egenskaber. Den nye person har et andet curriculum vitae, men samme personlighedstype.

Alarmsystem
Vores tese er simpel:
I barndommen har vi alle været ude for, at vores forældre ikke 100 procent har imødekommet fundamentale behov. Dette resulterede i følelsesmæssige sår, krænkelser, sårbarheder. Dise sårbarheder er behov, som enten var eller føltes nødvendige for at kunne overleve. Nar behovene ikke blev mødt, blev vi efterladt med dødsangst. Vores intuitive respons herpå var at udvikle et indviklet mønster bestånde af forsvarsadfærd, ligesom et fint vævet alarmsystem fremstillet med det formål at undgå fremtidige krænkelser og måske død. Gentagelsen af denne overlevelsesadfærd krystalliseredes langsomt og blev til vores forsvarskarakter, og alarmsystemet blev psykologisk absorberet i vores selv-image.

Hvad mange ikke ser er, at dette alarmsystem snarere saboterer vores relationer end styrker dem. Igennem den tidlige interaktion med vores forældre skabte vi et image, et billede-- imago. Billedet er sammensat af de træk hos vores forældre og andre omsorgspersoner, som responderede på vores behov, såvæl som af de træk, som depriverede os, det vil sige de positive og de negative træk.

Dette indre billede er et aftryk af vores forældre, og det hjalp os med at genkende dem. Såubevidst følger vi billedet, og vi bliver igen og igen tiltrukket af mennesker, som rummer de positive og de negative træk fra vores forældre og omsorgspersoner Tiltrækningen er en forventning om at denne person vil imødekomme de behov, som vores forældre ikke imødekom i barndommen.

Med denne dynamik sat i scene viser problemerne sig ret klare, vores udvalgte partner, som bærer hans og hendes sårbarheder, kommer ind i relationen med samme forventning om at få deres behov dækket og modsatte mønstre, hvad angår selvforsvarsmekanismerne. Kollisionen mellem ens forventninger og modsatte forsvarsmønstre resulterer i, at ingen af parterne kan imødekomme behovene. Dette skaber kernekonflikten eller magtkampen. Vores alarmsystem træder i kraft og transformerer kærlighedsdrømmen til et mareridt, og det ender som tidligere nævnt i halvdelen af tilfældene med skilsmisse.